Magiske øjeblikke
Her i Løst & Fast kan du læse lidt om, hvad jeg synes, der er fantastisk i vores liv med hestene.
Det kan være et øjeblik, som opstår i et brøkdel af et sekund. Det kan være om en årlig tilbagevendende begivenhed eller en tema-film.
Eller et indlæg fra en af de andre heste personer her på stedet. Små som store oplevelser.
Der kommer indlæg her på siden, når der er noget, der vil frem, noget, som har tændt de små stjerner i vores øjne.
Eva Gangsted-Rasmussen
April 2024
Børnehestecaminoen
"I dag lærte jeg at gå med usynlig snor"
11 december 2019
velkommen til den nye hjemmeside
Af hjertet tak til dig, Sara, som har gået med hele vejen gennem alle processerne i det at skabe endnu en hjemmeside. Såvel i foto, både bagved og foran kameraet, som i layout og i redigerings processen.
Du er min største inspirations-kilde.
Dette er Töltrideskolens tredje hjemmeside.
Vi startede så småt i 1996, da vi flyttede her til gården i Grønholt. Töltrideskolen blev hurtigt derefter til en hesteskole, og med indtoget af den klassiske dressur i 2001 førte vejen til Þokki den neo klassiske islænder hesteskole. Videre ad disse veje, i hesteskolens horsemanship og den klassiske dressurs spor, samledes alle de forskellige veje med heste til Hestecaminoen i 2010.
Tak til alle jer, der har gået med på vejen. I har alle, heste som mennesker, været med til at bane vejen.
Juni 2019
Annette og Birgitte
Vi så engang filmen Narnia, hvor to børn gik ind i et skab og kommer ud af af skabet på den anden side og træder ind i en anden verden. Sådan føler vi det, når vi træder ind af lågen hos dig.
For os er det en eventyr verden som vi nyder og sætter pris på hver gang. Vi har også tit talt om at det er en "tidslomme", hvor tiden står stille. Det er dejligt, når vi ellers har en fornemmelse af at tiden går "for hurtigt".
Derfor er det fantastisk at der endnu findes et sted (læs hos dig), hvor tiden står stille og naturen og roen samt den gode stemning er tilstede.
TAK.
NADJA OG LOKKUR
I mit nye hesteliv danser og bevæger jeg mig sammen med hesten.
Da jeg var 7 år skulle jeg vælge mellem dans eller ridning. Jeg valgte hestene og ridningen.
I 2010 startede jeg mit nye hesteliv.
Jeg har altid haft en indre stemme, der har stillet spørgsmålstegn ved måden, jeg var sammen med hesten på. Jeg har været en typisk rideskolepige, som nærmest boede på rideskolen. Vi havde desværre ikke råd til, at jeg kunne få min egen hest. Jeg har været meget på ridelejr, som barn og ung og har også haft part. Som årerne gik blev den indre stemme mere og mere oprørsk og skeptisk – et postkort med et billede af Eva og en af hendes heste ændrede mit hesteliv.
Det er første gang i hele mit hesteliv, at jeg har oplevet og mærket, helt ind i knoglerne, hvad det virkelig vil sige, og hvordan det virkelig føles at være og bevæge mig sammen med hesten.
Det er første gang, at nogen har guidet mig til at møde hesten i dens element og på dens præmisser. Det er første gang, at nogen har præsenteret mig for, at det er okay at give hesten muligheden for at vælge mig fra. Og det er første gang, at nogen har udfordret mig til udelukkende at tage mig tid til at være i nuet med hesten, og at jeg ikke skal præstere eller opnå noget med den.
Rammerne omkring dette fantastiske møde finder sted hver uge hos Eva sammen med Lokkur.
Jeg har på de 5 år, jeg har trænet sammen med Lokkur hos Eva, oparbejdet en stærk og dyb relation til begge. De stunder Lokkur og jeg tilbringer sammen, med og uden Eva, er enestående.
Gennem min ugentlige træning lærer jeg kunsten at kommunikere og bevæge mig sammen med Lokkur. Dette til trods for vores mange forskelligheder – ja den mest i øjenfaldende er jo, at han er en hest med 4 ben, og jeg er et menneske på 2 ben. Lokkur er langt mere styret af sine behov og instinkter end mig - så hvis det klør, så klør det! Og det skal der gøres noget ved NU. Alle disse, både fysiske og mentale, forskelle på hest og menneske har jeg altid været bevidst om og været klar over, dog har mine handlinger aldrig til fulde afspejlet dette faktum. Det gør de 100% i dag takket være kyndig guidens fra Eva. Tidligere troede jeg det handlede om at få kontrol over hesten. Det blev bare aldrig en længerevarende dynamisk bevægelse – det blev i stedet meget mekanisk med unødige kampe og knubs til følge for begge parter.
Kunsten i at bevæge sig dynamisk og i takt med hesten ligger i mit kropssprog, min sindstilstand og i min placering i forhold til hesten – disse elementer går hånd i hånd – gør de ikke det, så lykkes bevægelsen ikke, og det bliver aldrig til en dans. Det er få virkemidler, som ikke kræver de store muskler - til gengæld kræver det 100% nærvær, balance, sans for koordination og at have et overblik, der gør, at jeg hele tiden er 1 sekund foran situationen. For at opnå dette samspil mellem min krop og mit sind kræver det træning, træning og atter træning for at nå til et niveau, hvor jeg er i takt både fysisk og mentalt. En takt hvor jeg ikke tænker, blot er og agerer ud fra situationen. Det lyder måske enkelt - for min andel kan jeg godt røbe, at det er det allersværeste, jeg nogensinde har prøvet - en længere rejse end den fra mit hoved og ud til min krop, kommer jeg nok aldrig på.
Ud over at Eva har lært mig om samspillet i mig, har hun også lært mig nødvendigheden af, min og Lokkurs relation. Som menneske er det en nødvendighed, at jeg opretholder denne hårfine balance, således at Lokkur kan slappe af i mit selskab. Jeg skal være blid, i det jeg gør, og bestemt i måden jeg gør det på. At mestre dette er i sig selv en kunstart for sig, og det kræver træning, træning og atter træning at nå dertil.
Når der er samspil på alle planer, så bevæger Lokkur og jeg os i en legende let dans - det kan både være fra jorden og fra ryggen. En dans med flow, balance og taktfasthed. Det er en fuldstændig fantastisk følelse, når vi bevæger os sammen i nuet – så enkelt og fint – sekundet rør mig dybt, og det hænder, at tårerne triller.
Tænk at min pigedrøm om at danse og at have med heste at gøre - i dag er min virkelighed – blot i en helt anden form, end den jeg havde forestillet mig, langt smukkere og mere givende.
”At bevæge mig og danse i takt med Lokkur gør mig lykkelig helt ind i knoglerne”.
SUSANNE & EFI
Efter måneders undervisning med Eva var vi ikke kommet op på hestene, og vores medhesteejere i det lille kollektiv spurgte af og til lettere forundrede:
”Går I kun med jeres heste?”
Og senere:
”Går I stadigvæk kun?”
”Ja, det gør vi :-) ”
”Rider I slet ikke?”
”Næhh…, men kan du ikke se, hvor godt han ser ud? Se her, muskler på overlinjen, flot runding her … og her. Ingen underhals af betydning.”
”Hvorfor gør I det?”
Ja, hvorfor gør vi det? Vi er to modne kvinder, begge ryttere fra barnsben, og vores første ridetimer ligger mellem 50 og næsten 60 år tilbage i tiden. Begge habile ryttere, med egne heste gennem mange år, og med en stor glæde ved livet sammen med vores islændere. Ikke altid uproblematisk, det er jo store personligheder, de små heste ‒ og forstod vi dem egentlig rigtigt? Havde vi fået analyseret årsagssammenhænge ud fra et hesteperspektiv. Eller troede vi, vi havde? Hvad var der gået forud, når udfaldet ikke svarede til vores forventninger?
For mig begyndte vejen til Eva, da mit barnebarn var kommet i gang med at ride på familiens mere end 30 år gamle hest, Den lille Sorte. Men hvor kunne hun få undervisning? Jeg tog rundt til forskellige rideskoler, men det jeg så, syntes jeg ikke, var det, hun skulle. Så kom jeg ved et tilfælde ind på Evas hjemmeside – og her var det: de tanker om sammen- og samspillet mellem hest og rytter, den holdning til undervisning med udgangspunktet i den klassiske dressur, som altid har fascineret mig – det var dér, Tóra skulle fortsætte sin hesteuddannelse.
Men først skulle Eva overbevises om, at jeg virkelig mente, at hendes rideskole var den rigtige for Tóra. Den var jo ikke som de andre. Nej, det var og er den ikke, og det er godt for os, at der findes steder som Evas. Tóra kunne få sin første time.
Så sad jeg der, time efter time, og så på Tóras undervisning, der begyndte, så snart vi havde sagt, ”goddag”. Hvordan henter man en hest på folden? Hvordan stigler man? Lægger sadel på, hovedtøjet. Hvornår karabinhager, hvornår panikhager. Alt sammen noget, vi da havde gjort mange, mange gange. Men hos Eva fik det altid en lille drejning, alt sammen set i hesteperspektiv og ud fra en aldrig svigtende vægt på sikkerhed for hest og rytter. Helt ned i detaljen.
Jeg nød det, timerne og samtalerne med Eva. Det var en spændende verden. Hjemme prøvede jeg at gøre de øvelser, som Tóra lavede sammen med Kometa, med min egen hest, Efi. Det første lille skridt på heste-caminoen.
En stigende utilfredshed med min egen ridning blev nu forstærket. Efi var ikke i balance, han stivede sig, gik pasagtigt i tølten. Det var ikke godt for Efi, den måde jeg red ham på; der manglede noget… Jeg ville gerne lære det, som Eva lærte Tóra. Og gerne sammen med Efi.
For at gøre en lang historie kort så endte det med, at Eva tilbød hjemmeundervisning. Hjemmeundervisning! På min egen hest! Yes! Min mand fik hurtigt bygget en picadero efter Evas anvisning. For sådan en skal man have.
Jeg kóm op på hesten, jeg rider på Efi - og vi går stadig. Laver øvelser fra jord, det frie kropssprog og nu den lange line. Det ene forudsætter på forunderlig vis det andet.
Og forrige vinter var Evas hyggelige rytterstue rammen om et særdeles grundigt og velunderbygget teoriforløb i fornøjeligt selskab med et par af hendes andre elever.
Efi har gennem årene med klassisk dressur forandret sig fra at være en noget forpartstung hest til en hest, hvor musklerne sidder, hvor de skal. En smuk og levende hest har han altid været, men nu i forstærket udgave.
Det går ikke hurtigt frem, for jeg har også skullet aflære det meste af det, jeg var vant til. Klassisk ridning i Evas regi er noget ganske andet, end noget jeg har prøvet før, og indimellem bryder de gamle reflekser igennem, og Efi bliver forvirret og utryg. Jeg har lært at læse min hest på en anden måde, se de små tegn og lært en ny form for kropssprog og kommunikation, så når der ikke sker det, jeg forestiller mig, skulle ske, har jeg fået et bredere repertoire til at se, lytte, forstå og korrigere.
For det meste går det godt, og vi, jeg, kommer videre, skridt for skridt af hestecaminoens snørklede stier, hvor hver drejning åbenbarer nye og spændende muligheder for måden at være sammen med sin hest på.
”Vejen er målet,” som Eva siger.
14 december 2014 Susanne Slavensky Elev hos Eva og Efi
December 2010
hestecaminoen
"Ifølge et gammelt spirituelt ordsprog vil den søgende der langsomt nærmer sig målet med fuld tilstedeværelse i hvert skridt nå før frem end den travle pilgrim der ustandseligt har målet for øje. Målet skaber forstyrrende tanker der efter sigende skygger for vejen der leder til visdom."
Dette citat er fra ”Bertelsen på Caminoen” fra DR2´s julekalender for voksne december 2010. Det beskriver utroligt godt essensen af det, vi gerne skulle opleve i samværet med vores heste.
Det gav mig inspiration til Hesteskolens nye navn Hestecaminoen.
Den vej vi går med heste.